Chihuahua

Chihuahuaen er verdens mindste hunderace. Det lille myr er dog blevet meget populært, efter flere kendisser har skabt mode med deres chihuahua hunde.

Chihuahuaen har trods sin lille størrelse masser af gåpåmod, og er en lærenem og intelligent hund. Den charmerende Chihuahua er en selskabshund, den elsker opmærksomhed og den er meget morsom. Hunden er meget loyal, hengiven og meget kærlig overfor sin familie. Den knytter sig meget tæt til sine ejere, og den er meget livlig og modig. Den er meget blid, men har dog temperament, når den møder fremmede. Den kan også være meget aggressiv overfor andre hunde, især hunde af andre racer. Chihuahauen er frygtløs, og den tror ofte, den er en større hund, end den egentlig er. Det kan betyde skader for den lille størrelse, fordi den ikke er bange for en slåskamp med en større hund.

Chihuahuaen er meget opmærksomhed og dens lille størrelse gør at det er den perfekte hund, hvis man bor i lejlighed. Fordi chihuahuaen er så dedikeret til sin ejer er den ikke ideel sammen med børn. På grund af dens størrelse kommer den let til skade, og den kan blive jaloux, hvis den ikke føler den får nok opmærksomhed fra sin ’mor’. Det understreger hundens kærlighed og nære forhold til ejeren, og Chihuahuaen er generelt meget glad for mennesker. Hunden er en følsom lille størrelse, ikke kun fysisk, men også psykisk har Chihuahuaen brug for opmærksomhed og kærlighed.

Chihuahuaen spiser ikke hvad som helst. Den kan være kræsen og selektiv med hvad den vil spise. Det er dog vigtigt at give den nærende hundefoder, og passe på den ikke bliver overvægtig, da det kan få fatale skader på grund af hundens lille størrelse. Fordi den er så lille har hundenes familier ofte en tilbøjelighed til at forkæle hunden for meget, men det kan altså få fatale konsekvenser.

Udseende

Chihuahuaen har en kompakt kropsbygning. Hunden er kendetegnet ved sine meget runde øjne og store ører. Øjnene er meget udtryksfulde og mørke. Der findes både korthårede og langhårede Chihuahuaer. Den korthårede hund har en kort og tæt pels. Pelsen er meget blank og blød og ofte længere på halsen og halen, mens den er meget kort i ansigtet. Den langhårede Chihuahua har en silkeagtig pels, som kan være glat eller bølget. Pelsen er lang, men det tillades dog ikke, at det bliver en såkaldt ’kåbe’. Chihuahuaen findes i alle farver, og alle farver er tilladte. Hundens idealvægt er mellem 1,5 og 3 kg., men Chihuahuaen kan også veje helt ned til 500 gram. Den er normalt 15-23 cm. høj.

Historie

Hunden er oprindeligt fra Mexico, og Chihuahuaen bærer da også navnet på den største provins i Mexico. Man mener, at Chihuahuaerne egentlig var vilde hunde, men at de under den toltekiske civilisation blev tæmmet. Man har fundet afbildninger af en dværghund, techichiracen, som ligner Chihuahuaen meget. Dværghunden blev brugt som dekoration på byens arkitektur. Man mener, Chihuahuaen nedstammer fra techichiracen.

Man har allerede fra opdageren Christoffer Columbus’ beretninger fundet beskrivelser af de bittesmå hunde.

Kilder

Til denne artikel er der brugt informationer fra følgende kilder:

http://www.dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Chihuahua.pdf

http://www.thechihuahuaguide.com/About_The_Chihuahua/index.php